SEO-optimering: Én af mange fejl, du kan tjene penge på!

 

Af Helle-Monika Hobbs

I denne SEO-artikel lærer du:

  • Hvorfor du ikke skal bruge SEO-optimering, når du vil have hjælp til din online synlighed
  • Hvordan du – nemt og gratis – kan profitere på fejlen, som andre laver, når de gør det
  • Hvordan advokadomadder og majonæse kan give dig øget synlighed i søgemaskinerne og større indtjening på dit website!

 

Derfor skal du ikke bruge SEO-optimering

SEO-optimering er et begreb indenfor online marketing, som jeg allerhelst rådede dig til hurtigst muligt at slette fra dit ordforråd, hvis du vil kaste dig over søgemaskineoptimering – og tages seriøst, når du taler om det! Og når en ny kunde henvender sig til mig for at få hjælp til SEO-optimering af et website, føler jeg mig af og til fristet til lidt flabet at spørge, om vi så skal samarbejde i fællesskab, måske med en dansk dansker fra Danmark, evt. siddende i en rund cirkel, som vi så kan bakke baglæns ud ad…

Fik du fat i pointen?

Pointen er, at SEO betyder ”Search Engine Optimization”. Oversat til dansk hedder det søgemaskineoptimering – ikke søgemaskineoptimering-optimering!

Så selvom udtrykket SEO-optimering bliver flittigt brugt af både SEO-specialister, annoncører, virksomhedsejere og marketingchefer, som ønsker deres websites bedre placeret i søgeresultaterne, er begrebet en gang sludder – eller ganske enkelt dobbeltkonfekt ligesom ”samarbejde i fælleskab”, ”en rund cirkel”, ”bakke baglæns” og andet fra det ovenstående afsnit om mine flabede fristelser.

Men:

Der er én god grund til at skilte med sludder og fejl, og i det følgende vil jeg demonstrere for dig, hvordan du selv kan opnå større synlighed og øget indtjening, hvis du vælger at fejle med omhu, når du skriver tekst til dit website…

 

 SEO-optimering i søgeresultaterne

Når nu SEO-optimering er en gang sludder, hvordan kan det så være, at så mange professionelle indenfor Search Marketing-branchen benytter sig af den ordstilling i deres online markedsføring? Hvordan kan det være, at mange af de SEO-konsulenter og bureauer, som ligger øverst i Googles søgeresultater, gør brug af et fjollet dobbeltkonfektord, når de markedsfører deres ydelser der, spørger du måske dig selv.

Burde netop de ikke vide bedre? Er de fulde af vrøvl eller har de i virkeligheden ikke ordentligt styr på, hvad SEO betyder?

Svaret er enkelt:

Det handler om SEO – det hedder SEO!

SEO/søgemaskineoptimering handler om optimal synlighed på søgemaskinerne: At være godt placeret i søgeresultaterne på de ord, folk søger på, som er relevante for den forretning, man driver.

Og hvordan du kan lave rigtig god forretning på at bruge ”forkerte” ord, får du hermed opskriften på…

 

Få det optimale ud af søgeordsanalysen

For at sikre sig at man finder de helt rigtige ord, inden man investerer en masse tid og penge i at skrive søgemaskineoptimerede tekster til et website, starter man (eller den SEO-nørd, man har hyret til det) med at lave en søgeordsanalyse.

I eksemplet her tager jeg udgangspunkt i mit eget fag, men du kan bruge fremgangsmåden til hvilket som helst område eller website, du skal bruge søgemaskineoptimerede tekster til, og lidt længere nede i teksten får du nogle eksempler på ord og sprogbrug, der kan inspirere dig…

 

Det gennemsnitlige antal månedlige søgninger

Laver man en lille analyse på forskellige søgeord, der omhandler SEO, kan man ved hjælp af søgeordsplanlægningsværktøjet på Google AdWords se, at der i skrivende stund gennemsnitligt er:

  • 1000 månedlige søgninger på ”søgemaskineoptimering”
  • 880 månedlige søgninger på ”SEO optimering”

Hermed er det altså tydeligt, at der er næsten ligeså stor søgning på dobbeltkonfekt-begrebet ”SEO optimering”, som der er på den korrekte betegnelse ”søgemaskineoptimering”, hvorfor det naturligvis ville være som at skyde sig selv i foden, hvis man af ren og skær sproglig stolthed undlod at medtage begrebet i sine overvejelser, hvis man nu lige sad og ville lave et online marketingfremstød på at blive synlig på Google med sin SEO-Geschäft…

SEO-optimering - søgevolumen

Søgevolumen – ca. antal månedlige søgninger

OBS:
Har du ikke en aktiv AdWordskonto, kan du evt. benytte dette alternativ til at tjekke søgevolumen på dine udvalgte søgeord: http://keywordtool.io/

 

Undersøg konkurrencen i søgeresultaterne via et All in Title tjek

Inden man kaster sin tid og sine (eller sin kundes) penge over det ene eller det andet ord, tjekker man også, hvor mange andre, der har fået den samme idé; altså, hvor mange man er i konkurrence med, hvis man vil opnå gode placeringer i søgemaskinerne på netop dette ord (eller evt. flere i sammenhæng med hinanden).

Her handler det om at undersøge hvor mange andre sider, der bruger ordet/søgefrasen i deres Title Tag (den beskrivelse, du som bruger ser, for de sider, der dukker op, når du søger efter noget på eksempelvis Google).

Det hedder en ”All in Title-søgning”.

Jeg har lavet en på begge de to ovenstående eksempler, og du kan nemt gøre det med hvilket som helst ord, der passer til netop din forretning og dine produkter/ydelser.

Se hvordan herunder, hvor jeg laver en ”All in Title-søgning” på ordet ”søgeord”.

 

Sådan laver du en All in Title-søgning:

  1. Gå på Google
  2. Brug søgefeltet og indtast:
    allintitle:det-ord-du-vil-tjekke-konkurrencen-på site:dk
  3. Tryk ”enter”

SEOoptimering _All in Title søgning

OBS:
Bemærk, at der skal være mellemrum mellem dit søgeord og ordet ”site”, som kommer efter.
Har du brug for at tjekke konkurrencen på andet end .dk-domæner, skifter du blot .dk ud med det – eksempelvis .com

 

Resultatet af en allintitle-søgning

Resultatet viser sig nedenfor med tynd, grå skrift – ovenover alle søgeresultaterne, som dukker op, når du har trykket på ”enter”.

SEOoptimering all in title søgning

Som du ser her, er der lige nu ca. 591.000 danske sider, der benytter ordet søgeord i deres titler. Dén konkurrence vil jeg nok ikke selv vælge at kaste mig ud i, men vil du have tips til, hvordan du finder frem til søgeord, der egner sig for dig, er jeg sikker på, at du kan finde mange guldkorn, hvis du selv laver en søgning på ordet og besøger nogle af de mange sider, der dukker op i søgeresultatet.

Bemærk dog, at det ”Ca.”, som Google forsyner resultatet med, virkelig ér et cirka-tal! Du kan sagtens foretage den samme allintitle-søgning flere gange i træk og få forskellige resultater, men prøv igen og brug resultatet som en indikator for den konkurrence, du er oppe imod.

Vær også opmærksom på, at du aldrig skal nøjes med at kigge på tallet men også må bevæge dig ind at kigge på websiderne (ikke alle men minimum dem, der er dine største eller nærmeste konkurrenter). Det skal du for at vurdere, hvad du så egentlig er oppe imod, når det handler om det, du kan se med det blotte øje ­= standarden og niveauet af content på siden (for antallet af indgående links, som domænet bliver hjulpet frem i søgemaskinerne af fra andre domæner, kan du ikke se der).

 

Pointen ved SEO-optimering – sådan overfører du den til eget brug

Når man undersøger, hvor mange danske sider, som udbyder SEO, der har henholdsvis ”søgemaskineoptimering” og ”SEO optimering” i deres Title Tags får man – også i skrivende stund – resultatet:

  • Søgemaskineoptimering: 3.720
  • SEO optimering: 886

Allintitle-søgning på Søgemaskineoptimering

Allintitle-søgning på SEO optimering

Også her taler resultaterne for sig selv. Og selvom det blot er ”Ca. resultater”, taler de både højt og tydeligt!

Det er her, det giver mening at benytte sig af et begreb, man som sprognørd egentlig kvier sig ved at tage i brug, for som data tydeligt viser, er søgningen på dobbeltkonfekten næsten ligeså høj som på det korrekte ord, og konkurrencen er meget lavere.

Så er spørgsmålet blot, om man vil plukke “de lavthængende frugter” gennem sprogbruget i sin webtekst og kan leve med – måske – at blive opfattet som en, der ikke har styr på sproget…

 

Kan du leve med at være synlig på fejl i søgeresultaterne?

Kan man leve med, at det, man bliver fundet på i søgeresultaterne, egentlig er noget sludder? Kan man æde sin stolthed, hvis man er lidt af en sprogfacist? Kan man se bort fra, at potentielle kunder, som går op i korrekt sprogbrug og korrekte stavemåder, vil vælge en fra på grund af fejl, som de – naturligvis straks – opfanger?

Vil man? – Vil du?!

Du lever måske ikke selv af at lave søgemaskineoptimering på websites, men hvis du lever af noget andet, som har en side på nettet, og kan og vil leve med at plukke frugter på måske at fremstå lidt mindre sproglig stærk, end du reelt er, kan du sagtens overføre eksemplet med SEO-optimering til dit eget felt.

For ligesom med eksemplet fra min branche findes der garanteret også en masse frugter, der er lige til at plukke indenfor din branche.

 

Gå på jagt efter sproglige fejl i søgeresultaterne!

”Den, som skriver ”d” i gjort, han skal ha’ sin ende smurt”, sagde min gamle dansklærer igen og igen, og sådan var vi mange, som undgik smurte ender, der hvor jeg kommer fra.

Ikke desto mindre er d’et i gjort en stavefejl, man ofte støder på, og vil du profitere på typiske stavefejl, kan der være en idé i, at du går på jagt efter de gængse indenfor det felt, hvor du laver din profit. Undersøg f.eks. nettet for ord, hvori der indgår stumme bogstaver, her kan du med garanti finde masser af muligheder.

 

Advokadomadder og hjemmerørt majonæse

Har du et cateringfirma med speciale i avocadomadder er der stor sandsynlighed for, at du har masser af potentielle kunder, som staver avocado med ”d” efter ”v”, og er du kongen over alle hipsterkokke, som gør sig i hjemmerørte mayonnaisedressinger, kan du med garanti også stadig finde kunder, som ikke ved, at krigen om majonæse i den danske retskrivningsordbog for længst er forbi og faldt ud til ”ikke-æ-elskernes” fordel. Derfor kan du også stadig få gode placeringer med en opskrift på hjemmerørt majonæse…

Sammensatte navneord

I det danske sprog har vi også rigtig mange sammensatte navneord, som eksempelvis ”skrivebord”, ”gåpåmod”, ”gymnasielærer”, ”grydelåg”, ”gallakjole” etc., men en typisk fejl, som du kan plukke søde, saftige frugter på, er, at mange skriver de sammensatte navneord som to (eller flere) ord i stedet for et. Tjek derfor også, om det kan betale sig for dig og din forretning at lave samme fejl.

Er du ikke så stærk i de sammensatte ord, kan det omvendte måske bedre betale sig for dig – tjek, hvordan man skriver dem korrekt, undersøg, hvor mange, der søger på det ene og det andet, tjek, hvor mange af dine konkurrenter, der bruger ordene i deres Title Tags – og vælg så derefter.

Du kan læse mere om sammensatte ord her:
http://sproget.dk/raad-og-regler/typiske-problemer/et-eller-flere-ord

– og vil du se en kort, sjov video om emnet, finder du god, informativ underholdning her: http://www.bedredansk.dk/rettenoeglen/navneordsfejl/sammensatte-navneord-et-eller-to-ord

 

To be or not to be synlig i de organiske søgeresultater

Det er med SEO som med så meget andet i livet.
Det handler i bund og grund om: ”To be or not to be”.

Har du valgt at drive virksomhed med tilhørende website, har du for længst valgt at du vil være synlig på nettet, men hvor du vil være – og hvad du vil opnå med din synlighed – er helt afhængigt af din online markedsføringsindsats, herunder din søgemaskineoptimering.

Vil man have gode placeringer i de organiske søgeresultater på Google, må man somme tider bøje af på sine principper og bruge reglen om undtagelsen, fordi data viser, at det kan betale sig for forretningen.

Jeg har brugt undtagelsen fra egne – og muligvis andres – regler ved at fremtone med lidt dobbeltkonfekt og kaste mig ud i et skriv om ”SEO-optimering”, men hvis du har klikket på denne artikel og læst det, jeg har skrevet, har du netop bekræftet mig i, at det somme tider kan betale sig at slække på sin perfektionisme – og, at regler er til for at brydes! 🙂

Jeg håber, du blev inspireret og i dit fremtidige arbejde med SEO-tekster vil tjekke dine egne regler og undersøge de muligheder, der måske er lige foran næsen på dig, hvis du gør brug af undtagelserne.

 

Brug denne lille huskeliste, så er du allerede godt på vej:

  • Husk, at undersøge mulighederne i bevidst brug af sproglige fejl
  • Husk at dobbelttjekke den korrekte stavemåde på ord, du måske ikke er helt så sikker på
  • Husk at tjekke, hvad det er for nogle ord og stavemåder, dine potentielle kunder bruger, når de søger efter det, du kan forsyne dem med
  • Husk at tjekke, hvor stor konkurrence, du er oppe imod
  • Husk at tjekke, hvilket niveau dine konkurrenters sider er på – og hvilke ord, de profilerer sig på
  • Og husk at bruge data, hver gang du vælger sidetitler og kaster dig over teksterne til dit website.

 

OBS: Få bedre placeringer i søgeresultaterne via lange, brugbare indlæg!

Hvis du vil have opskriften på at lave toptunet søgemaskineoptimeret og fængende indhold – ikke mindst til blogindlæg – skal du læse mit indlæg om at skrive, så det sprøjter!

Her kan du lære om skriveteknik, der fænger, og få masser af inspiration til at finde emner og søgeord af relevans. De SEO-tips, der viste sig allermest effektive, da jeg skrev indlægget i 2016 er stadig højaktuelle i dag. Læs indlægget her: https://www.seobitch.dk/seo-2016-skriv-saa-sproejter/


Har du brug for et lille kursus i at skrive søgemaskineoptimeret tekst til websites, kan du både få en-til-en-rådgivning eller undervisning til teamet af kommunikations- og marketingmedarbejdere her. Læs mere om undervisning i søgemaskineoptimeret webtekst her: https://www.seobitch.dk/seo-tekst-kursus/


Har du læst nok og vil høre mere, er du velkommen til at kontakte mig her: https://www.seobitch.dk/kontakt/

 

Rigtig god fornøjelse med teksterne til din søge-maskine-optimering!

Tak fordi du læste med!